Hvor der er vilje, der er der også en vej (🇩🇰)

Til Fængselsdirektøren

Horsens Straffeanstalt, Fussingsvej

24/12/1949

Kære Fængselsdirektør,

Må jeg ønske dig en glædelig jul. Min jul er i hvert fald tilfredsstillende! Det er nu rart at være ude i friheden igen.

Jeg har gjort det igen, flygtet som planlagt lige under næsen på dig. Du vil sikkert gerne vide hvordan jeg flygtede. Det skal jeg sige dig, for jeg kan alligevel ikke bruge samme kneb næste gang. 

Inde i celle syv, der er der en reol. Fjerner man en af hylderne og bagbeklædningen, kan man se mit lille hul, der fører ud til hvælvingen under en trappe.  Det kan vel tænkes at jeg næppe kan komme igennem, men det kan jeg.

Når man er kommet igennem hullet, kan man fjerne et trin og to stødbrædder. Der kravler man igennem, og man har fri adgang til det pulterkammer trappen fører op til. Der gik jeg op og hentede alle de materialer jeg skulle bruge til min tunnel.

Når nu jeg havde alle de ting jeg skulle bruge, begyndte jeg at grave og afstive min store tunnel. Som du nok har bemærket, ender min tunnel i din kartoffelkælder. Derfra er det nemt nok at kravle ud på gårdspladsen. At slippe ud fra hegnet er også let, hvis bare man har en knibtang!

“Hvor der er vilje, der er der også en vej’’. Kan du huske den besked?

Den skal minde jer om at når jeg først har vilje om at slippe ud, så slipper jeg ud. Men det gælder ikke kun i forhold til at flygte. Når jeg vil have min vilje, så går jeg over grænsen for det, og jeg finder altid en måde at nå mit mål.

Jeg blev sat i cellen foråret 1948, til ubestemt tid, og har været indespærret til lillejuleaften 1949, altså næsten to år. Så medmindre jeg kun skulle have været i min celle i den periode, har du og dine kollegaer ikke gjort jeres arbejde ordentligt. Af alle er jeg den der bliver mindst sur på jer, fordi jeg er taknemmelig for at I ikke har opdaget min plan og aktion i tide.

Ser du, jeg vil så gerne ud når jeg til daglig oplever nøjagtig det samme eller rettere ingenting, ser de samme dødkedelige ansigter, hører de sammen intetsigende replikker, der siges automatisk og uden at kræve svar. I fængslet er der for meget tværhed, og for lidt liv.

Det er skønt at være fri. Jeg kan planlægge videre om hvad jeg nu skal gøre. Jeg har andre muligheder for at tænke mig om. I en celle kan man ikke tænke ordentligt. Det er nærmest et krav at sidde og tænke, og mennesker vil helst tænke over tingene når de selv vil. Det er heller ikke rart at skulle sidde og skrabe med teske og stoppenål, og ligge flere måneder i træk for at grave i håb om at kunne komme fri.

-Carl August Lorentzen